Historien

Der mangler jo ikke en grydeske.. og så alligevel. Det var i hvert fald det, som blev resultatet af mødet mellem isenkræmmeren Per Nikolaj Kampmann og formgiver Steen Higham, som tilsammen har 80 års erfaring i at lave køkkentøj. Steen var egentlig på besøg for at sælge Per Nikolaj et par smukke skærebrædder, men i stedet blev det til en snak om den kærlighed, viden og entusiasme for gode produkter i almindelighed - og produkter til madlavning i særdeleshed - som de to mænd deler. Og om kvalitet, materialevalg og funktionel æstetik, som de blev enige om manglede i hænderne på mennesker, som elsker at lave mad.

Fordret af den fælles oplevelse af, at de fleste produkter i dag er en skygge af sig selv kvalitets- såvel som designmæssigt - besluttede Per Nikolaj og Steen sig for sammen at lave den bedste serie træredskaber på markedet. De skulle være smukke, rare at røre ved og fungere fandens godt. Og det gjorde de så. Startende med netop den grydeske, som det altså alligevel viste sig manglede.

Alle emnerne er udført i certificeret teaktræ fra plantager i det nordlige Thailand. Teaktræ udmærker sig ved at være elastisk med en tæt struktur og et højt indhold af olie. Egenskaber, som ikke bare gør det holdbart, men også sikrer at det både er rart at røre ved og kun bliver smukkere med tiden.

Resultatet blev den nye serie af træredskaber Kampmann Produkter, som du kan opleve og læse mere om her.

Formål og hensigt.
Kampmann er skabt for at udvikle, producere og markedsføre produkter til køkken og bord baseret på ærlighed, venlighed, skønhed og funktionel overlegenhed.

Alt sammen for at skabe glæde for forbrugeren når de ser, rører og bruger produkterne i dagligdagen.

Menneskene bag

Steen Higham - formgiver

Steen er først og fremmest formgiver med en unik evne til at skabe venlige, smukke og funktionelle produkter. Den evne, blandet med sin store passion for madlavning, har gjort at Steen gennem mere end 40 år har skabt produkter til køkken og bord for førende europæiske designbrands. Som formgiver handler Steens fremgangsmåde kort beskrevet om de tre principper - historie, nyhedsværdi og fremtidssikring. Altså hvad har virket før, hvad mangler vi i dag og hvordan skaber det holdbar værdi fremover.

Dermed er det for Steen en selvfølgelighed, at hans produkter altid er velfungerende i udformning og valg af materiale. – men det der gør dem til noget særligt, er forståelsen af at produkternes skønhed i sig selv også er en funktion, der giver lyst til at røre dem, eje dem og bruge dem.

 

Per Nikolaj Kampmann - butiksindehaver og produktudvikler

For Per Nikolaj var det i sin tid en frustration over ikke at kunne finde ordentligt køkkengrej til at lave mad, som var motivationen til i 1988 at starte specialbutikken KOK - Kunst og Køkkentøj, hvis udvalg i forhold til holdbarhed og funktionalitet, i dag næppe overgås af andre på markedet.

Dermed blev frustrationen vendt til en lidenskab for at udvælge - og senere udvikle - de bedste produkter, til alle de kunder som deler Per Nikolajs værdier og behov for at gå i køkkenet med det absolut bedste på markedet. Det er først og fremmest de mange års erfaring i at udvælge produkter, både ud fra funktionalitet og holdbarhed, men også æstetik, som har givet Per Nikolaj en solid viden og særlig indsigt i hvad der skal til for at udvikle, producere og sælge de bedste produkter til køkkenet.